Udsalg og ekstra rabat!

Er der noget bedre end udsalg?

Ja, når der er yderligere rabat!!!!!! 😊

Jeg har i flere år handlet hos Lekmer og har altid været tilfreds.

De har møbler, legetøj, tøj, sko til børn og udvalget er stort.

Processed with MOLDIV

Processed with MOLDIV

Så uanset om du mangler en lille gave eller noget til dine egne børn, er det helt sikkert værd at kigge forbi.

Men nu kommer det bedste: de har udsalg!!! Og til og med den 29/6 kan du få yderligere -10% på alt ved at indtaste koden: 1706ekstra10

Det betyder at du kan sparer helt op til 90%! Kig forbi og gør et kup 😊

Processed with MOLDIV

Min sygdom/My disease

img_6115

Kære alle

Det er lang tid siden, at jeg har skrevet og det har der været en god grund til. For jeg vidste hvad mit næste indlæg skulle omhandle og når først det er skrevet, er sandheden mere en realitet for mig og det har været svært for mig at tage det skridt.

I november sidste år begyndte jeg at blive dårlig. Bla. med daglig opkast, svimmelhed og smerter i kroppen. Som så mange andre ignorede jeg det.

For det går vel over?

Imellem jul og nytår blev det værre og jeg kom til lægen.

Der blev taget mange prøver og jeg var til diverse undersøgelser. Mellem den 25-31 December var jeg dagligt på enten sygehuset eller ved lægen.

På prøverne fandt de noget på mine ene æggestok samt jeg havde for lave levertal.

Det var en hård periode hvor vi frygtede det værste.

Som alle andre lod jeg lidt som ingenting og startede på arbejde igen efter juleferien.

Men ret hurtigt kunne jeg mærke at det slet ikke gik og jeg endte med at blive sygemeldt med stress og depression.

Depression er noget som der har været en del af mig, siden jeg mistede min storesøster som 13 årige. Allerede dengang kom jeg på medicin og for at leve et normalt liv skal jeg være på medicin. Altid.

Men blandet sammen med stress blev det en hård cocktail som jeg stadig kæmper med idag.

I januar fandt de ud af at det var en cyste på min æggestok og den forsvandt heldigvis af sig selv. Mine levertal blev bedre hen af vejen, men det gav stadig ikke svar på hvad der skete med min krop.

I slutningen af febuar kom jeg til Esbjerg sygehus, hvor der skulle tages prøver og jeg skulle scannes. Jeg skulle være der kl. 8 om morgenen så jeg kørte derned dagen før og sov på hotel.

I 8 timer tog de prøver, snakkede med mig og forklarede mig min situation.

Jeg lider af mitokondriesygdom. Det er en gensygdom, som jeg har arvet fra min mor. En sygdom som kan påvirke mange ting i kroppen. Bla. er min mor næsten blind, da den i de fleste tilfælde fjerner den ramtes syn. Men i mit tilfælde er det mine muskler. Når mine muskler arbejder, får de ikke det, som kroppen normalt giver dem og derfor giver det smerter. Det gør f.eks. at hvis jeg tager ud for at løbe (hvilket plejer at være min redning når min depression tager til) får jeg mange smerter og hvis jeg løber videre mister jeg følelsen i benene og falder. (jep, det er sket et par gange, da jeg troede at det handlede om jeg ikke var i form). Det er en sygdom som bliver værre med tiden. Men man kan ikke sige om det tager 1 år eller 50 år, da det er meget individuelt hvor hurtigt det tager til.

Mange har spurgt hvad der så kan gøres. Medicin? Kostændring? vægttab?

Svaret er intet.

Det eneste man kan gøre med den sygdom, er at acceptere den og lærer at leve med det. Der er stadig meget forskning i sygdommen, da den er ret ukendt i verden. I danmark er vi ca 500 personer som der er ramt.

Men en ting har de fundet ud af: De lidt størrere mennesker (med ekstra fedt på rumpen eller andre steder), er ikke lige så hårdt ramt af sygdommen som de slanke. Hvor mærkeligt er det? (for første gang i mit liv, er det faktisk positivt at være overvægtig!)

img_6101img_6100

De sidste par måneder er gået med at fortælle det til familien (da de selvfølgelig har været bekymret for hvad der foregik med mig) og samtidig acceptere situationen. Da jeg kom hjem fra Esbjerg havde jeg en følelse af taknemmelighed. Ikke for min sygdom, men fordi at vi endelig havde svar på hvad der skete med mig og at jeg ikke rent faktisk var skør (mere end normalt). Og den følelse vil jeg gøre alt hvad jeg kan for at holde fast i. Jeg vil ikke være negativ. Jeg er i live. Jeg har en fantastisk familie som elsker mig og er der for mig. Jeg har tøj at kunne tage på hver dag. Jeg går aldrig sulten i seng. Jeg er velsignet med 2 dejlige børn. Mit liv er fantastisk og det skal jeg huske de dage stressen og depressionen tager til.

Jeg laver et nyt indlæg om stress en af de næste par dage. Nu vil jeg blot trække vejret og være glad for at jeg er kommet så langt som at skrive dette og acceptere min sygdom.

Tak fordi DU læser med <3


Dear All

It’s been a long time since I’ve written and there has been a good reason for that. Because I knew what my next post should deal with and once it’s written, truth is more real to me and it has been difficult for me to take that step.

In November last year I began to get bad. With daily vomiting, dizziness and pain in the body. Like so many others I ignored it.

Because it will go over, right?

Between Christmas and New Year it got worse and I came to the doctor.

Many samples were taken and I went to various studies. Between 25-31 December, I was on a daily basis at either the hospital or the doctor.

On the samples they found something on my one ovary and I had too low liver.

It was a tough period where we feared the worst.

Like everyone else, I started working again after Christmas.

But soon, I could feel that it did not work at all and I ended up getting sick with stress and depression.

Depression is something that has been a part of me since I lost my sister back in 1999 (when I was 13 years old.) Im used to get medicin and to live a normal life. As long as I get my medicin.

But mixed with stress, it became a tough cocktail that I still struggle with today.

In January they found out that there was a cyst on my ovary and it happily disappeared by itself. My livery got better, but it still did not answer what happened to my body.

At the end of Febuar I came to Esbjerg Hospital, where samples had to be taken and I was to be scanned. I should be there at 8 in the morning so I drove down the day before and slept at a hotel.

For 8 hours they took tests, talked with me and explained my situation.

I suffer from mitochondrial disease. It is a disorder that I inherited from my mother. A disease that can affect many things in the body. My mother is almost blind as it in most cases removes the sight of the affected person. But in my case it’s my muscles. When my muscles work, they do not get what the body usually gives them and therefore it causes pain. It does, for example. That if I go out to run (which is my rescue when my depression goes on) I get a lot of pain and if I keep on runnning, I lose my feelings in my legs and fall. (Yes, it happened a few times when I thought it was a matter of not being in shape). It is a disease that gets worse over time. But you can not tell if it takes 1 year or 50 years, as it’s very individual how fast it goes.

Many have asked what can be done. Medicine? Dietshift? weight loss?

The answer is nothing.

All you can do with that disease is to accept it and learn to live with it. There is still much research on the disease, as it is quite unknown in the world. In Denmark we are about 500 people who are affected.

But one thing they have found out: The slightly larger people (with extra fat on the buttocks or elsewhere) are not as hard hit by the disease as the slim. How strange is it? (For the first time in my life, it’s actually positive to be overweight!)

The last few months have been telling the family (as they obviously have been worried about what happened to me) and at the same time accepting the situation. When I came home from Esbjerg, I had a sense of gratitude. Not for my illness, but because we finally had answers to what happened to me and that I was not really crazy (more than normal). And that feeling I will do all I can to hold on to. I do not want to be negative. I am alive. I have a wonderful family that loves me and is there for me. I have clothes to wear every day. I never go hungry to bed. I am blessed with 2 lovely children. My life is amazing and I have to remember that on the days of stress and depression.

I make a new post about stress one of the next few days. Now I just wanna breathe and be glad I’ve come as far as writing this and accepting my illness.

Thank you for reading with <3

Når børn tænker for meget/When kids Think to much

Min store søn på 8 år, er hos sin mormor i aften og skal sove der til i morgen.

For en time siden ringede min mor og var meget bekymret for om vi manglede penge.

Hun blev ved med at spørge om vi nu havde mad osv.

Til sidst indrømmede hun at det var min søn som der havde sagt noget til hende.

Han havde sagt at han havde hørt mig sige til far at vi ingen mad har og han gav samtidig udtryk for hvor synd det var for mig at jeg skulle kæmpe for at give ham og hans lillebror mad på bordet.

Jeg må indrømme at jeg blev meget chokeret og samtidig lidt nervøs. For hvor havde han det dog fra? Og hvor mange havde han sagt det til?!

Jeg snakkede med ham i tlf. og der var en forklaring:

I weekenden var vi i København og på vej hjem i bilen havde jeg sagt til min mand at vi ikke havde noget mad hjemme i køleskabet (da jeg havde smidt mælk osv ud, så det ikke blev dårligt og lugtede). Men ud af den lille kommentar til min mand, havde min søn skabt en langt større situation i sit lille hoved.

Det skræmmer mig lidt at børn lytter så godt efter og samtidig kan misforstå så små ting.

Jeg har ihvertfald lært at jeg fremadrettet skal tænke mig om en ekstra gang inden jeg nævner noget med mad :p

18700275_10155170334983046_4438343466960794415_n

 

My son of 8 years old is with his grandmother tonight and is going to sleep there.

An hour ago my mother called and was very concerned about the lack of money.

She kept wondering if we had food, etc.

Eventually, she admitted that it was my son as he had said something to her.

He had said that he had heard me say to father that we have no food, and at the same time he expressed how bad it was for me to fight to give him and his little brother food on the table.

I have to admit that I became very shocked and at the same time a little nervous. For what did he have this from? And how many did he say that to ?!

I talked to him on the phone and there was an explanation:

During the weekend we were in Copenhagen and on our way home in the car I told my husband that we had no food at home in the fridge (as I had dumped milk etc, so it did not get bad and smelled). But from the small comment to my husband, my son had created a much bigger situation in his little head.

It scares me a bit that children listen so well and at the same time can misunderstand so little things.

At least I have learned that I have to think about an extra time before I mention anything infront of my kids : p

 

Modeshow og rabat i Frede

Processed with MOLDIV

I April måned kærte jeg en lille tur til Frederikshavn.

Jack & Jones, Min Mors Butik og Vero Moda inviterede til et modeshow med efterfølgende shopping i deres butikker.

Da vi ankom var der sandwich og vand til alle, samt en lækker goodiebag som bla. Indeholdte makeup produkter fra Pieces og diverse rabatkuponer til butikker og hudpleje i Frederikshavn.

Processed with MOLDIV

Modeshowet var så godt lavet og alle sad med smil på læben når de søde små børnemodeller kom ind fra Min Mors Butik. De så fantastiske ud i det nyeste modetøj fra bla. Tomme Hilfiger, Angulus, Wheat og meget mere.

Pigerne fra Vero Moda kom i lækkert nyt sommertøj som gjorde at man kunne mærke garderoben trængte til nye klæder.

Og mændenes fra Jack & Jones var simpelthen så gode! De formåede at lave sjov, pjat og ballade imens de viste det nyeste tøj. Ingen tvivl om at det må have været grænseoverskridende for dem at gå modeshow for alle de kvinder (der var kun 1 mand blandt publikum), men de klarede det med et smil og alle vi kvinder havde noget godt at se på. Det fedeste var, da de kom i underbukser og jakker. Stort respekt herfra, drenge!

Processed with MOLDIV

Processed with MOLDIV

Processed with MOLDIV

Processed with MOLDIV

Processed with MOLDIV

Processed with MOLDIV

Efter modeshowet holdte de 3 butikker ekstraordinært åbent for os med -20% på alt (undtaget i forvejen nedsatte varer). De havde travlt, men alle var i godt humør og det gjorde det bare til en endnu bedre aften. Tak til de 3 lækre butikker for et fedt arrangement, det er SLET IKKE sidste gang i ser mig 😘

 

Older posts