Kampen med vægten/the weight battle

Kampen med vægten – Del 2/ weight battle part 2

Men det var en hård kamp. Det var hårdt at skulle spise – specielt foran andre. Jeg følte at alle gloede på mig og at de væmmes ved at jeg spiste.

Lidt efter lidt blev det bedre. Jeg begyndte at kunne spise alm. og tog på.

Men det stoppede desværre ikke her.

Nu hvor jeg var begyndt at spise igen, smagte det jo ret godt. Og hvis jeg havde en dårlig dag, spiste jeg lidt ekstra. Hvis jeg havde en god dag, begyndte jeg også at spise ekstra. Og lidt efter lidt tog jeg mange kilo på.

Tykke

Jeg var ikke glad og følte igen at alle væmmes ved mig. Hvordan skulle nogen kunne lide mig når jeg var så stor!?

Jeg begyndte på mange slags kure(eller livsstilsændringer som de alle kalder det), jeg startede på Nupo, Juice kuren, suppe kuren, Weight Watchers OSV. Hver gang var det et nederlag og en daglig kamp. Det første jeg tænkte på om morgenen var hvordan jeg skulle overleve dagen på min nuværende kur og det sidste jeg tænkte på om aftenen var hvordan jeg skulle klare endnu en nat med sult.

Under min første graviditet, kastede jeg meget op og kunne intet spise. Efter fødslen kom appetiten hurtig igen og jeg tog ca 15 kg på. Jeg var ulykkelig.

Under min anden graviditet var det dét samme. (Jeg har åbenbart Hyperimesis gravidarum under mine graviditeter!) Jeg kastede op fra uge 4, blev indlagt i uge 6 og var sengeliggende de sidste 8 mdr. Jeg fik medicin som Kemo patienter får, i håb om at jeg bare kunne holde lidt nede. Men ikke engang vand ville kroppen have.Lidt efter lidt fandt jeg tidspunkter på dagen hvor jeg kunne drikke/tage en mundfuld brød uden det røg op. Men under graviditeten tabte jeg mig meget.

Når folk så mig var det altid med kommentarer som “WOW, du ser godt ud!” “Hold op, du har tabt dig.. det er flot” “Pas nu på du ikke tager det hele på igen efter fødslen” Jeg elskede de kommentarer og det gav mig blod på tanden til rent faktisk at kunne lide Hyperimesis gravidarum og det at jeg intet kunne spise. Jeg begyndte at nyde den helt særlige form for sult man har (som jeg altid havde som teenager) og vejede mig dagligt for at se om jeg havde tabt mig mere. (for tabe mig, det skulle jeg! trods baby i maven!)

En dag var der en bekendt som sagde til mig endnu engang at jeg så så godt ud og jeg skulle passe på, at jeg ikke endte med at tage det hele på igen efter graviditeten… for det ville jo være synd. Hun sagde ikke noget nyt eller anderledes i forhold til hvad andre havde sagt. Men det var som om at det slog klik i mit hovede og jeg tænkte STOP!

NU ER DET NOK!

På en eller anden måde fik jeg en ro indvendig og følte at jeg var helt okay som jeg var – både der og hvis jeg tog på eller tabte mig. Jeg stillede vægten væk og fokuserede på andre ting i mit liv.

Efter fødslen begyndte jeg at få appetit igen og jeg bød den velkommen. Jeg spiste uden at fokusere på min vægt. Jeg accepterede mig selv på en måde, som jeg ikke troede var muligt.

Jeg har selvfølgelig taget på igen (sjovt nok, nu hvor jeg ikke kaster op flere gange dagligt), men jeg er okay. Jeg må gerne spise et stykke kage eller 3 hvis jeg vil det. Ikke fordi andre siger jeg må eller ikke må. Men fordi at jeg har valgt at fokusere på de gode ting i livet. Jeg har valgt at jeg ALDRIG vil på en kur igen (Sorry Nupo og alle i andre) for jeg er helt okay som jeg er. Jeg er ikke en str 38, men jeg er en str 46 (og nogen gange str 48) og det er helt okay 🙂

184350_10150098241428046_1053409_n 223252_10150166905318046_8279298_n   CIMG4660 CIMG3613 CIMG5375

 

But it was a tough fight. It was hard to eat – especially in front of others. I felt everyone was staring at me and that they were disgusted by me eating.

Little by little it became better. I started to eat normal.

But that did not stop here.

Now that I had started eating again, it tasted quite good. And if I had a bad day, I ate a little extra. If I had a good day, I also started eating extra. And gradually I took on a lot of pounds.

 

I was not happy and felt again that everyone was disgusted by me. How would somebody like me when I was so big !?

I started many types of cure (or lifestyle changes as they all call it), I started the Nupo, Juice Cure, Soup Cure, Weight Watchers Etc. Each time there was a defeat and a daily battle. The first thing I was thinking about in the morning was how to survive the day on my current diet and the last thing I thought of in the evening was how I would do another night with hunger.

During my first pregnancy, I threw up a lot and could not eat anything. After the birth, the appetite came back quickly and I gained about 20 pounds. I was unhappy.

During my second pregnancy, that was the same. (I have apparently Hyperimesi’s pregnancy during my pregnancies!) I threw up from week 4, was admitted to week 6 and was bedridden for the last 8 months. I received medication that Kemo patients receive, hoping I could hold on to some good. But not even water could the body handle. Soon after a while I found times of the day where I could drink / take a mouthful of bread without throwing up. But during my pregnancy, I lost a lot.

When people saw me there were always comments like “WOW, you look great!” “Hold on, you’ve lost alot, It’s great.” “Be careful not to put it all on again after birth.” I loved the comments and it gave me blood on my teeth to actually like Hyperimesi’s pregnancy and that I could not eat anything. I started enjoying the very special kind of hunger you have (which I always had as a teenager) and weighed daily to see if I had lost more. (For losing weight, I should! Despite the baby in my stomach!)

One day there was a acquaintance who once again told me that I looked so good and I had to make sure Not to put on all that weight again after pregnancy … because that would be a shame. She did not say anything new or different to what others had said. But it was as if it hit my head and I thought STOP!

Enough is enough!

Somehow I got a calm inside and felt that I was perfectly okay as I was – No matter how much the scare said. I put the weight away and focused on other things in my life.

After my birth, I began to get appetite again and I welcomed it. I ate without focusing on my weight. I accepted myself in a way that I did not think was possible.

Of course I have gained weight (funny enough, now that I do not throw up several times daily), but I’m okay. I may like to eat a piece of cake or 3 if I want to. Not because others say I may or may not. But because I have chosen to focus on the good things in life. I have chosen that I NEVER want a diet again (Sorry Nupo and everyone else) because I’m perfectly okay as I am. I’m not a size 12, but I’m a size 16 (and sometimes str 20) and it’s okay 🙂

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kampen med vægten/the weight battle