Kampen med vægten/the weight battle

Jeg tvivler på at jeg er den eneste, men min vægt har altid fyldt…. ca ALT i mit sind. Dagligt har jeg tænkt på nye muligheder for at tabe mig, se bedre ud og på den måde blive accepteret af alle omkring mig. For er det ikke sådan man skal gøre? Er det ikke sådan man bliver accepteret?

Som teenager rejste jeg til USA for at finde mig selv. Da jeg kom tilbage havde jeg taget på. Ikke nok til at det generede mig. Jeg havde ikke engang lagt mærke til det. Men et par uger efter min hjemkomst sagde et tæt familiemedlem til mig at personen havde været tæt på at græde da de modtog mig i lufthavnen… ikke fordi jeg var kommet hjem. Men fordi at jeg var blevet så tyk. AV. Det var første gang – lige i det sekund – det gik op for mig, at jeg ikke var slank længere. At jeg ikke var attraktiv og fik pludselig en følelse af at jeg ingen værdi havde.

Efter at have været deprimeret over det i nogle uger, sagde jeg stop. Nu var det nok. Jeg kom ind på mit studie, fik et skole job og meldte mig ind i et træningscenter. Hver dag efter skole, skyndte jeg mig afsted på job. Da vi var færdige (omkring kl 18), smuttede jeg i træningscentret og trænede i 2 timer, inden jeg vendte næsen hjemad og i seng. Jeg begyndte at miste interessen for mad og syntes ikke at det smagte godt. Jeg opdagede at jeg sagtens kunne gå dagevis uden mad, så hvorfor spise? Når jeg en sjælden gang følte mig utilpas spiste jeg et æble. Der gik ikke lang tid før jeg røg fra en str 42 til 34 i tøj. Og det var stadig lidt for stort. Jeg kan huske en gang hvor jeg havde været ude at shoppe med et familiemedlem. Jeg prøvede og str 34 sad helt perfekt. Men ugen efter da jeg skulle have nederdelen på første gang, var den for stor. Så jeg fandt en sød skrædder i byen og fik lagt tøjet ind når jeg havde købt det. Jeg var glad. Og tilfreds. For jeg var tynd. Og følte mig accepteret. Men det blev svært at stoppe. For jeg var glad for min træning og ikke glad for mad. Så jeg fortsatte.

I mellemtiden havde jeg fået mig en rigtig sød kæreste, som jeg i forvejen havde kendt siden jeg var 12. Vi var rigtig gode venner og betroede mange ting til hinanden i årene op til og da vi blev kærester var mit liv komplet. Troede jeg. Det gik hurtigt op for min kæreste (ham jeg er gift med idag<3) at det ikke bare var alm. træning. Og hver gang vi var sammen havde jeg IKKE spist lige inden som jeg påstod. Han satte foden ned og sagde stop. At hvis vi skulle være sammen, havde han brug for at jeg stoppede med al den træning. Og at jeg spiste når vi var sammen. Han ønskede ikke at jeg var så tynd som jeg var og mente at det rent faktisk IKKE var tiltrækkende at kunne se ribben igennem mine trøjer. Jeg syntes at han var skør og slog op. Men opdagede hurtigt at han havde ret. Ikke i at jeg var for tynd.. men i at jeg ikke havde et godt liv. Og efter han ikke var i mit liv, var jeg pludselig ikke så lykkelig længere. Jeg bad om hjælp hos læger og hos min (eks)kæreste som hjalp mig og støttede mig hele vejen.

Og hvad skete der så? tja, hold øje.

Næste del kommer en anden dag 🙂

 

I doubt that I’m the only one, but my weight has always been  …. almost ALL in my mind. Everyday I’ve been thinking of new opportunities to lose weight, look better, and be accepted by everyone around me. isnt that what im suppose to do? Is not that how we get accepted?

As a teenager, I traveled to the United States to find myself. When I came back I had taken on alot of weight. Not enough to bother me. I had not even noticed it. But a couple of weeks after my return home, a close family member told me that the person had been close to crying when they received me at the airport … not because I had come home. But because I had become so fat. OUH! It was the first time – just in that second – it seemed to me that I was not thin anymore. That I was not attractive and suddenly felt that I had no value.

After being depressed for a few weeks, I said stop. Now it was enough. I got into my studies, got a school job and logged in to a training center. Every day after school, I hurried to work. When we were done (around 18:00), I dropped into the training center and exercised for 2 hours before turning my nose home and in bed. I started losing interest in food and did not think it tasted good. I discovered that I could easily go for days without food, so why eat? When I rarely felt uncomfortable I ate an apple. It did not take long before I went from a size 18 to a 10 in clothes. And it was still a bit too big. I remember once when I had been shopping with a family member. I tried a size 10 and it was absolutely perfect. But the week after When I had the skirt on for the first time, it was too big. So I found a tailor in town and got the clothes in after I bought it. I was happy. And satisfied. Because I was thin. And felt accepted. But it was hard to stop. Because I was happy about my workouts and not happy for food. So I continued.

Meanwhile, I had gotten a very sweet boyfriend, whom I had already known since I was 12. We were really good friends and trusted many things to each other over the years and when we became lovers my life was complete. I thought. But my boyfriend soon realized (him I’m married today <3) that it was not just ordenary training. And every time we were together I had NOT eaten just before AS I had I claimed. He put his foot down and said stop. That if we were to be together, he needed me to stop all that workout. And that I ate when we were together. He did not want me to be as thin as I was and thought it was not really attractive to see the ribs through my jerseys. I thought he was crazy. But soon I realized he was right. Not that I was too thin .. but I did not have a good life. And after he was not in my life, I suddenly was not so happy anymore. I asked for help from doctors and with my (ex) who helped me and supported me all the way.

And what happened then? Well, keep an eye on you.

Next part comes another day 🙂

tynd

Pinligt og undskyld

Hvor er det pinligt at jeg ikke har skrevet herinde. Undskyld. Der er sket og sker stadig rigtig mange ting i mit og vores liv, som gør at tiden går alt for stærkt og jeg når ikke halvdelen af hvad jeg vil.

I Feb. 15 kom jeg tilbage på min arbejdsplads efter endt barsel. Jeg stod i en børnetøjsbutik og har altid været glad for det. Men da jeg kom tilbage, følte jeg at der manglede noget. Jeg følte mig ikke udfordret og trængte til en forandring. En dag så jeg et stillingsopslag med et job som butikschef i en anden detail forretning. Dog i en anden by (som ville betyde 40 min. kørsel hver vej), men jeg søgte det.

Jeg blev ringet op en tirsdag, var til samtale torsdag formiddag og torsdag eftermiddag have jeg fået jobbet! Jeg er så glad, da det lige var den slags job jeg ønskede. Men det kræver meget tid i starten.

Derudover sker der også noget andet…. jeg starter en webshop op i næste uge. Men det er stadig tys tys… der kommer mere info i weekenden 🙂

Kram herfra!sommer

At tro på livet vs kemoland

Sidder og følger med i alle de opslag og kommentarer vedr #kemoland. Har du fulgt med?

Jeg har kun fulgt hende i en lille uges tid og er lige så overrasket som alle andre.

Historien om hende kort: en ung kvinde fra Aalborg som var ramt af kræft. Hun brugte en Instagram profil hvor hun delte billeder og tanker med alle. Hun havde et positivt og lyst sind som bragte mange tårer rundt omkring i lille Danmark. Rigtig mange fulgte med hos hende, hvor man blev rørt og knuste sine elskede en ekstra gang. ‘Hun’ lærte og mindede mange om at være taknemmelig for livet og dem omkring os.  Tirsdag kom det sidste billede med kommentar fra hendes læge om at hun nu var gået bort. Jeg sad selv med en lille tårer og krammede mine børn en ekstra gang den aften.

Det er nu kommet frem at profilen var falsk. Hun fandtes ikke. Hendes billeder var kopieret fra forskellige steder på nettet og hendes læge findes ikke.

Mange er rasende og andre trækker på skulderen og siger WHO Cares?

Jeg har blandet følelser. På en måde føler jeg mig svigtet. Svigtet fordi jeg på meget kort tid følte med hende og havde trang til at hjælpe hende.

På den anden side føler jeg mig taknemmelig. Fordi ‘hun’ har fået mig til at tænke en ekstra gang over mit liv, min familie og mine prioteringer og det er jeg glad for.

Nogle gange trænger vi hver især til at blive rusket godt og grundigt i.. Vi trænger til at blive mindet om livet er skrøbeligt og vi skal takke for hver dag vi har.

Så træk på skulderne, vær glad, værdsæt dit liv og se frem til næste store krise på nettet… Måske endnu et bøfhus bliver boykottet eller en lilla vase bliver udsolgt 😊

image